Tandlæge Trine Wichmann (logo)

Ny patient

Alle patienter er velkomne! Vores vigtigste opgave er af hjælpe dig af med dine problemer og opfylde dine ønsker og behov.

Generelt arbejder vi for at give dig den bedste oplevelse og behandling. Vi vil bestræbe os på, at behandlingen er smertefri, da smerte er det de fleste frygter ved tandbehandling. Herunder er de typiske nye patienters forløb beskrevet, afhængig af henvendelsesårsagen.

Sig endelig til hvis du er tandlægeskræk når du bestiller tid, så er vi forberedt på dette og sætter god tid af til dig.

VED REGELMÆSSIGT EFTERSYN (INTET BEHANDLINGSBEHOV)
Ved første konsultation vil vi lave et regelmæssigt eftersyn og til slut rense tænderne. Du skal regne med, at der bliver taget to røntgenbilleder ca. hvert andet år (ifølge Sundhedsstyrelsen). Vi vurderer samtidig hvor lang tid, der skal gå imellem eftersynene. Gennemsnittet er ca. hver 6.måned, men det kan variere fra 3-12 måneder fra patient til patient. Du vil blive indkaldt med mail eller brev, og med eller uden tid.

VED BEHANDLINGSBEHOV
Ved første konsultation vil vi lave en grundig undersøgelse, hvor vi undersøger for alle sygdomme i tænder, tandkød osv. Det vil ofte kræve et par røntgenbilleder. Du vil kunne fortælle om dine forventninger, ønsker og behov. Vi vil ved første konsultation kunne udarbejde behandlingsplanen, og du vil kunne få et skriftlig overslag med hjem. Vi vil aftale hvordan behandlingsforløbet kommer til at foregå, og hvad der laves fra gang til gang.

VED AKUTBEHOV (SMERTER)
Når du henvender dig med smerter, vil vi udelukkende koncentrere os om, at få dig smertefri hurtigst muligt! Ofte kan dette ikke kun løses med en recept, men kræver akut behandling. Her vil vi undersøge, hvad der er skyld i smerterne, og det vil være nødvendigt med et røntgenbillede. Afhængig af hvad der er i vejen, kan det være nødvendigt med flere tider. Så snart du er smertefri vil vi kraftigt anbefale dig at få undersøgt de andre tænder, så du kan undgå tandsmerter i fremtiden. Vi oplever desværre at nogen patienter kun kommer, når det gør ondt. Dette kan ikke anbefales, da det er forbundet med stærke smerter, komplicerede og dyrere behandlinger, end hvis det bliver opdaget i tide.